Biogasfatamorganaet på Samsø. Projektmageri for millioner.

Forsiden til den 50 sider lange rapport, som Samsø Kommune har stået for udgivelsen af
Forsiden til den 50 sider lange rapport, som Samsø Kommune har stået for udgivelsen af

På Samsø bor nogle fantaster, der drømmer våde drømme om et gigantisk biogasanlæg. Virkeliggørelsen af drømmene skulle i 2015 fremmes ved et ”projekt” til 3.9 mio. kroner, hvoraf 2.7 mio. er betalt af skatteyderne. Det kaldtes ”Biogas til transport”.

Af de ni enslydende tilskudsansøgninger fremgår, at man skal bruge 5600 mandtimer eller næsten tre årsværk for at indsamle nogle oplysninger, skrive en rapport og lave lidt formidling af det hele.

Det lyder måske voldsomt, men helt grotesk bliver det, når man læser, hvad de ni deltagende aktører har barslet med.

Man kan i følge disse biogasdrømmere sagtens bygge både biogasanlæg og opgraderingsanlæg til den elendige gas, hvis Samsø Kommune/Samsø Rederi vælger at

” se etableringen af fyldestationen og køleanlægget som éngangs­investeringer uden krav om forrentning og afskrivning på den investerede kapital, og lade denne besparelse indgå som avance i tidligere led i biogaskæden for at styrke rentabiliteten i biogasproduktionen.”

Skatteyderne skal altså til lommerne og hoste op med ca. 100 mio. til et opgraderingsanlæg, og pengene forsvinder bag efter lige så stille i gylletågerne.

I et andet scenarie regner man med, at man kan sælge den afgassede gyllesuppe for 700.000 kroner til landmænd på øen. Det behøver ingen landmænd betale for, for biogasanlægget er pisket til at deponere deres affald på Samsøs jorde, og det vil nogle landmænd endda kunne forlange betaling for.

Man forudsætter endvidere, at der dyrkes en solid mængde energiafgrøder, men Concito har beregnet, at en sådan løsning sender klimaregnskabet i minus. Hvis løg og kartofler skal dyrkes på ny agerjord andetsteds, går det helt galt.

For at gøre gassen flydende skal den nedkøles til minus 170 grader. Rapporten skriver optimistisk:

Nedkølingen til – 170 grader er energikrævende proces, og den skal derfor så vidt muligt ske ved brug af vindmøllestrøm.

Men for at kompensere for den tabte vindstrøm skal der jo brændes noget fossil energi af et andet sted, og det gælder, uanset hvor mange vindmøller, der rejser sig af den samske muld.

Jublende og med fed skrift meddeler rapporten;

”LBNG produceret på Samsø er således konkurrencedygtig på det kommercielle gasmarked. Det samme gælder CBNG til lokaltransport på Samsø.”

Men man har snydt lidt på vægten. For udgifter til

” anlæg af gasledning og containere/sættevogne til transport af LBNG til havnen i Sælvig”

ser man bekvemt bort fra. Og at der indgår et ”opgraderingstilskud” på næsten fem kroner pr. Nm3 færgegas, svarende til den nuværende indkøbspris fra Holland, gør jo hele projektet til en vits.

Sådan kunne man blive ved. Denne rapport er et makværk, som under et dække af saglighed skulle lægge den røde løber ud for endnu flere tilskud til biogas-fatamorganaet på Samsø.

Rapportens konklusioner har ikke dannet grundlag for nogen afgørende beslutninger ud over at ansætte en af landbrugets mænd, Knud Thybirk fra Agro Business Park til en milliongage som direktør for et holdingselskab uden indskud. Og så skal folkene bag projektet i juni måned igen igen sidde i rundkreds og lave brainstorm til en vidensdelingskonference på Samsø Energiakademi, som så scorer kassen endnu en gang.

Og det er jo det, der er meningen, så egentlig går det jo ganske godt med biogasprojektet på Samsø.

Oversigt over deltagere i projektet, tilskudsramme og timeforbrug

støtte% total (t. dkr.) Timer Timepris (DKK) Tilskud (DKK) Egenbetaling (DKK)
Samsø kommune 35% 830 1500 553,33 290.500 539.500
Plan Energi 55% 781 900 867,78 429.550 351.450
Aalborg Univ. 90% 240 400 600,00 216.000 24.000
Teknologisk Inst. 65% 555 500 1.110,00 360.750 194.250
Remergy 40% 514 800 642,50 205.600 308.400
NærEnergi 50% 131 200 655,00 65.500 65.500
Samsø Elektro 50% 121 200 605,00 60.500 60.500
Minor Change Gr. 50% 445 700 635,71 222.500 222.500
Samsø EA 50% 290 400 725,00 145.000 145.000
I alt 3,907 5600   1.995.900 1.911.100

PS. Rapportens lødighed afspejler sig i ordvalget. Vi har samlet op på fire ord/ordgrupper

Ord Frekvens
Estimeret 17
antagelser, antages, antaget 3
formodentlig 7
kan/kunne/skal/bør tænkes 7

Hele rapporten fylder ikke en gang 50 normalsider. Der er ansøgt om tilskud på grundlag af tre årsværk eller 5600 mandtimer.