Blogosfærens magt

De konservatives springdans omkring den varme grød endte i aften, da partiet erklærede mistillid til venstrekvinden Eva Kjer Hansen og dermed truer både ministeren og regeringen.

De konservative spekulerer i et hurtigt valg, som nok ikke kan gøre så meget skade på et parti, der kun lige akkurat eksisterer, presset fra alle sider, som det jo er.

Der er meget lidt brug for de konservative i Danmarks politiske rodebutik, men nu er chancen for at kannibalisere på Venstres nedtur under den småfordrukne Lars Løkke, der hverken ejer politisk sans eller vision. Han er i de konservatives optik en udannet børste, opportunistisk og i lommen på vennerne fra formandsopgøret for ikke ret længe siden. Hans hold af anløbne medløbere er ikke overbevisende og slet ikke respektabelt. Især valget af den detroniserede Peter Christiansen som ny forsvarsminister var næsten for afslørende.

Risikoen for at blive helt udslettet er til stede for De Konserative. Men nedturen er så lille, at de færreste vil bemærke den, hvis det går så galt.

Al kritikken af Eva Kjer Hansen og hendes udflugter skyldes hverken flittige politikere eller journalister, men aktive bloggere og debattører, der har taget sig tid til at læse grundigt på lektien før de har fodret presse og politikere med tal og fakta, der til sidst har fældet Eva Kjer Hansen.

Blogosfærens magt skal man ikke undervurdere.