Kære læser. Forbered dig på at blive stegt

Når de frosne jordlag tør, begynder de at flyde som en tyk vædske
Når de frosne jordlag tør, begynder de at flyde som en tyk væske. Wikipedia

Drivhusgas 300 gange stærkere end CO2 truer i Arktis. Hurtig temperaturstigning kan frygtes. Her hjælper faktor 50 ikke en dyt.

I denne grilltid kender de fleste duften af brændt kød og branket fedt.
Men de færreste regner vel med selv at ende som et halvforkullet kødstykke på grund af klimaændringer. Nye målinger af  arktiske bidrag med drivhusgassen N2O synes at øge faren for global forkulning dramatisk. N2O er en 300 gange kraftigere drivhusgas end CO2 og da et areal på knap 2 mio. km2 kan frigøre  både denne og andre drivhusgasser, må vi nok se i øjnene, at vi er kommet over på den forkerte side af “the tipping point”, hvor opvarmningen løber løbsk og ikke mere kan standses.

Uden sammenligning i øvrigt skal vi bringe i erindring, at drivhuseffekten på Venus har bragt overfladetemperaturen op på 462 grader C.  Menneskefedt branker ved ca. 200 grader C.

Vi har her på siden nægtet at tage del i den forlorne klimaoptimisme, som trives på COP15 møder, ved parisiske aftaler osv. Vi har påpeget at tajgaen tør, at ishavet er begyndt at frigive metanbobler og nu foreligger der oplysninger om, at endnu en potent klimagas, N2O, frigives efterhånden som permafrosten slipper sit tag i den i arktiske egne. Videnskab.dk skriver bl.a:

Adskillige studier har rapporteret om de kæmpestore mængder af CO2, der ligger fanget i permafrosten i Arktis, og den risiko de udgør. Kun få har set nærmere på den endnu mere potente slægtning, dinitrogenoxid, der er næsten 300 gange så kraftigt virkende som CO2 til at holde på varmen fra Solen og opvarme kloden.

Kilde: Drivhusgas 300 gange stærkere end CO2 truer i Arktis | Videnskab.dk