Landbruget giver den som de gamles beskytter i ny propagandaoffensiv.

Under overskriften “17 organisationer vil have politikere til at bekæmpe underernæring” stiller Landbrug & Fødevarer sig i spidsen for et nyt initiativ til bekæmpelse af underernæring hos ældre.  Det er endda lykkedes at få FOA,  Kræftens Bekæmpelse og Dansk Tandplejerforening med ombord sammen med slagterierne, Arla og L&F.

Om der reelt eksisterer et problem, og hvad der kvalificerer for eksempel Københavns Madhus eller Diætistforeningen til at gøre noget ved det, fremgår ikke af pressemeddelelsen, der falder sammen med, at Højesteret nu sætter en stopper for hemmelighedskræmmeriet omkring MRSAforekomsten i de screenede danske svinestalde. Dødsofrene for denne dræberbakterie er fortrinsvis ældre mennesker. Landbrugets propagandasite, www.lf.dk skriver bl.a:

Både i hjemmeplejen på plejehjem og på hospitaler er alt for mange underernærede eller i risiko for at blive det. Og det skal der gøres noget ved. Derfor gik 17 forskellige organisationer og virksomheder sidste år sammen i Forum for Underernæring og er nu klar med seks konkrete anbefalinger, som de håber politikerne vil samle op.

”Der mangler politisk handling. Alle kender problemet og de økonomiske og menneskelige omkostninger. Alligevel ser ingen problemet i en helhed, når der skal træffes kortsigtede budgetbeslutninger. Der mangler simpelthen en samlet plan, for at undgå underernæring og de store omkostninger i det offentlige, som det medfører, når underernæring ikke tages alvorligt. Og det er synd,” siger Karen Hækkerup, der er direktør i Landbrug & Fødevarer.

via 17 organisationer vil have politikere til at bekæmpe underernæring.