Leder: Landbrugsulykke

I følge DR.dk opfordrer rådgiverne i landbruget deres medlemmer til at gå konkurs for på den måde at redde familien. Sammenhængen er dunkel. Men der bliver givetvis dyrt for både kreditgivere, leverandører og hele samfundet, når en masse udygtige landmænd kaster håndklædet, render af gårde og lader andre betale regningerne. De landmænd, som tidligt og silde praler med at være “verdens bedste” til alt muligt, har i årevis haft underskud i milliardstørrelse, men nu skriver SEGES, at   80 til 85 procent af svine- og mælkeproducenterne kører med underskud, og hver syvende har så dårlig økonomi, at de forventes at lukke inden for de næste tre-fem år.

Det er de selv ude om. For danske svinebønder lever i den vildfarelse, at det er deres ret at fremstille millioner af svin, som ikke kan sælges.  At markedet for svinekød bliver mindre påvirker ikke de selvsikre bønder. De fremstiller flere usælgelige svin med den forudsigelige konsekvens, at priserne falder og underskuddene tårner sig op.

Hvad værre er, er, at danske bønder nu med “Landbrugets redningsfond“, et nyt navn for den statsgaranterede lånekasse “Dansk Landbrugskapital”, spænder endnu et sikkerhedsnet ud under et selvforblændet, ryggesløst og økonomisk kuldsejlet landbrug, som insisterer på at lave usælgelige, usunde og urentable varer i stadig større mængder.

Illusionerne om de danske dygtige landmænd lever fedt og godt, mens deres økonomiske kollaps står i fuldt flor.

via Branchemail til landmænd: Stop i tide og red familien.