JP journalisterne Lars Attrup, Jette Aagaard og Jakob Martini var i ond tro. Retssag imod redaktøren for denne side synes opgivet

migmaamanikkecitere
Kampagnejournalist Jette Aagaard i redaktørens streg

 

I ond tro

 

Tre journalister på JyllandsPosten drev kampagnejournalistik for at få landbrugets 16 punkts plan vedtaget som en ny landbrugspakke.

Det lykkedes som bekendt.

Men hvis en privat blogger afslører journalisterne og avisen som landbrugets fordækte løbedrenge, så falder der brænde ned.

af Knud Haugmark, redaktør for sickpigs.dk


Truslen

Det måtte undertegnede sande, da en studentermedhjælper ansat i Danmarks Journalistforbund udfyldte en skabelon og forlangte at jeg indbetalte 10.000 kroner på en nærmere angivet konto. Betalingen skulle mærkes ”Vedr. Jette Aagaard sagsID 2401959.”

Og så truede studentermedhjælperen, hvis formelle færdigheder kan ligge på en meget, meget lille sted: tanjaduus

 

Kampagnejournalist på JyllandsPosten, Jette Aagaard havde sat sit forbund i gang med at forsvare nogle påståede ophavsrettigheder, som hun følte var krænket. Hendes kilder var også kommet i klemme, ”oplevede” Jette Aagaard, ifølge en intern mail, som jeg har fået fat i.

Det lyder ikke rart.

1-DSC00118
Herover skostørrelsen som de bruger i Dansk Journalistforbund.

I virkeligheden havde hverken Jette Aagaard eller hendes forbund nogen sag. Det fremgår nemlig af mailkorrespondancen, at ophavsretten tilhører JyllandsPosten, hvor Jette Aagaard tjente sit daglige brød. Og den var ikke blevet overtrådt, som man påstod. Alle citater lå inden for ophavsretslovens grænser, som de fremgår af § 22.

Jeg lader mig ikke afpresse. Giver ikke efter for trusler om ”retlig gennemførelse af kravet” i en sær sag, hvor nogle journalister med dulgte motiver og bagmænd for første gang i retshistorien pudser deres fagforbund på en privat blogger for noget, han slet ikke har gjort.

Mindre sært, at jeg aldrig har modtaget en stævning.

I byrettens sekretariat havde man slået sig på lårene af grin, hvis Journalistforbundets advokater havde forsøgt at brygge noget sammen. Begivenhederne viste siden klart, at det vidste man godt på Gammel Strand. Man var i ond tro.

Men da jeg stod med truslen i hånden, blev jeg rystet. Jeg overså i befippelse, at Journalistforbundet ikke engang havde angivet, i hvilke artikler på min blog, www.sickpigs.dk, Jette Aagaards ophavsrettigheder var blevet krænket. Man henviste mærkeligt nok til nogle overskifter fra Jyllandsposten, hvor Jette Aagaard, Lars Attrup og Jakob Martini havde leveret brødteksten. Studentermedhjælperen havde altså ikke angivet sagens genstand. Hvordan kunne der så være en sag?

En retssag imod et velpolstret fagforbund med egne advokater og masser af midler indlader man sig imidlertid ikke på for sjov. På en anden side skulle hverken Journalistforbundet eller Fanden selv bestemme, hvad jeg skriver på miljøbloggen www.sickpigs.dk. Det skulle ikke lykkes at stoppe min berettigede kritik af, at tre journalister lod sig håndfodre af Bæredygtigt Landbrug og Axelborg for at presse landbrugspakken m.v. igennem for det urentable, de facto fallerede danske landbrug.

Lars Attrup, Jette Aagaard og Jakob Martini var nok i virkeligheden blevet sure, fordi jeg havde afsløret at de kritikløst bragte landbrugets (og LAs og Venstres) obskure synspunkter til torvs. At de bag facaden på Bæredygtigt Landbrugs og Axelborgs vegne drev kampagnejournalistik.

Kampagnen

Lars Attrup åbnede ballet med en stribe artikler sidst i 2014, som tegnede et skrækscenarie af landbrugets økonomi. Den 15. december hed artiklen:

”Der venter landbruget et blodrødt 2015”

29. december fulgte med en meteorologisk/fatalistisk metafor:

Uvejr trækker sammen om landbruget

og samme dag giver han den gas på Finans.dk:

Landbrugskrisen forværres: Nu siger bankerne stop

Den 5. januar 2015 kunne Attrup helt uden kildeangivelse forkynde:

Landbrugskrisen går ind i afgørende fase.

Den sidste artikel delikaterede jeg mig med på min blog og spurgte Lars Attrup, hvilken kilde han havde glemt at anføre. Jeg fik hverken svar på, hvorfra Attrup vidste, at ”de danske landmænd (kom) humpende ind i 2015 med blodrøde tal på bundlinjen i de budgetter, som lige nu skal afleveres til bankerne.” eller at ”økonomien på mange bedrifter imidlertid har udviklet sig så negativt, at bankerne ikke længere kan forsvare at holde dem flydende”.

Dog lægger han anonyme ”erfarne bankfolk” følgende i munden:

De danske politikere taler meget om at forbedre landbrugets rammevilkår, så blandt andet miljø- og gødningsregler tilnærmes de niveauer, der gælder i eksempelvis Tyskland. Hvis disse intentioner omsættes til handling, kan det hurtigt udløse en milliardgevinst til landmændene.”

Det lyder som forordet til landbrugspakken, og derfor var mit vigtigste kritikpunkt, at Attrup hemmeligholdt sine kilder men endda gengav deres truende dommedagsprofetier:

 

Hvis ingen af disse tre faktorer udvikler sig til gunst for landbruget, bliver 2015 et meget dramatisk år, hvor et stort antal landmænd må forlade deres gårde.”

Hårene rejser sig på Slotsholmen. Nervøsiteten breder sig hos bankdirektørerne. Hvad sker der? Hvad nu?

Lars Attrup svingede også taktstokken, da Bæredygtigt Landbrug en uge tidligere istemte klagesangen. Flemming Fuglede sagde til til Attrups avis:

»Hvis bankerne ikke imødekommer vores krav, vil der ske det, at landmændene kører i banken og afleverer nøglerne til bedrifterne. Det er ikke en tom trussel, for situationen er fuldstændig desperat ude på gårdene nu,«

Attrups artikel var for en sikkerheds skyld skrevet under rubrikken: ”Landmænd truer med at udløse bombe under bankerne.”

Der var ikke noget at tage fejl af. Der skal penge på bordet her og nu. Ellers ramler økonomien. Og regeringen.

Men skal være både blind og døv for at ikke at se landbrugets bestillingsarbejde i Attrups og hans to kollegers kampagne.

På sickpigs.dks redaktion havde vi allerede i december 2015 længe holdt skarpt øje med de bæredygtiges lejesvende på JyllandsPostens redaktion i almindelighed og Lars Attrup i særdeleshed.

Når så Attrup og to andre tjenstivrige journalister den 20. januar under overskriften:

Landmænd siger stop

citerer landmand Ole Larsen fra Sabro for følgende:

»Jeg har meddelt banken, at jeg inden udgangen af januar vil have en plan for, hvordan de vil afvikle bedriften. Hvis de ikke vil give mig det, så begærer jeg mig selv konkurs, og så må banken få nøglerne til gården,« var sagen klar. Ikke mindst fordi der ikke var tale om nogen nyhed.

Kampagnen omfattede nemlig også andre medier, for eksempel Berlingske, hvor samme Ole Larsen en uge før (14. januar) flæbede, mens journalist Bent Højgaard Sørensen holdt ham på panden:

»Det løber ikke rundt længere. Nu har vi besluttet at lukke, for det er uforsvarligt at fortsætte. Når vi i næste uge har et møde i Aarhus med repræsentanter for vores bank, Nordea og en advokat, giver vi dem besked om, at enten lukker de landbruget, eller også indgiver vi en konkursbegæring,«

Det løb politikerne koldt ned ad ryggen. Det mindede om optakten til finanskrisen. Bankkrak på stribe, samfundsøkonomisk sammenbrud, politisk storm på regeringen, måske dens fald.

JyllandsPostens tre musketerer kolporterer truslen ud i det offentlige rum og ruller den røde løber ud for at landbruget kan gennemtrumfe krav om forbedrede ”rammevilkår” (på miljøets bekostning) igennem over for de mørbankede, nervøst sitrende politikere.

Fagligheden svigter

Attrup, Aagaard og Martini glemmer deres journalistiske børnelærdom om kritiske spørgsmål, perspektivering og krydscheck. De afslører sig for redaktøren for www.sickpigs.dk som købt og betalt. De skriver elegien om de stakkes landmænd, der er ofre for Nykredits risikable valuta-swaplån, Putins helt urimelige boycott og alt for høje miljøkrav. Attrup smører tykt på og citerer en chefrådgiver fra ”Heden og Fjorden (JP 20/1 2015)

..I løbet af foråret vil vi formentlig se et stigende antal landmænd, der giver op. ”

Martin Merrild fra Landbrug og Fødevarer spiller i samme artikel offerkortet og fortæller, at de landmænd, som nu siger stop, ofte har kæmpet meget hårdt i meget lang tid. Han fortsætter med strygerklange i baggrunden:

Det ligger dybt i selvejer- og landmandskulturen, at man ikke giver op. Man giver simpelthen bare ikke op. Det er et af de helt grundlæggende æresbegreber, vi landmænd er vokset op med. Det spiller også ind, at gården er familiens hjem og ofte rummer slægtens historie. Alligevel kan situationen blive så håbløs, at det rigtige er at sige stop.”

Ikke et eneste lille, bitte spørgsmål om spekulationsgevinster i millionklassen, chancerytteri, risikable investeringer i ejendomme, valuta og vindenergi, hjernedød storproduktion af usælgelige produkter: svinekød, tørmælk og seje bøffer. Skatteydernes milliardtilskud og nye besynderlige tilskud nævnes ikke med en stavelse. Ingen antydning af personligt ansvar for milliardtab i en lang årrække.

Det er udspekuleret, men effektiv skrækkampangejournalistik.

Det skrev jeg på sickpigs.dk. Og nu blev de rigtig sure både ovre hos Bæredygtigt Landbrug og på Axelborg, og så fik de journalisterne – ikke ophavsrettens indehaver JyllandsPosten! – til at gå løs på mig med klar besked om, at knække mig for enhver pris.

Jeg reagerede som nævnt ikke på Journalistforbundets usminkede trusler, men afventede spændt en troværdig stævning. Den kunne de ikke hverken dengang eller siden komponere. True kunne de stadigvæk. Den 9. april skrev samme studentermedhjælper hos Journalistforbundet om mine artikler på sickpigs.dk bl.a:

 

Den nuværende form, mener vi, er meget tæt på at være helt i overensstemmelse med loven.

Vores medlemmer ønsker dog at fastholde det fremsatte krav på baggrund af den oprindelige ophavsretskrænkelse.

[…] 

Som forligsmæssig løsning fremsættes uden præjudice et krav på betaling af 10.000 kr.

 

Tilbagetoget.

Jeg forholdt mig fortsat passiv, nu ret sikker på, at truslerne var tomme. Der kom ingen stævning. Der var nemlig ikke nogen sag.

Men der kom en invitation til et møde den 8. juli. Her var selveste Journalistforbundets advokat Lise Lotte Olsen til stede i al sin pragt, men på tydeligt retræte. Sagen var nok for lille til en retssag, mente hun. Om jeg måske kunne være så venlig at fremsætte et lille, bitte, passende forligsforslag, der gerne måtte indeholde en lærestreg?

Jeg tilbød på skrømt en isvaffel, en karruseltur i Tivoli og en undskyldning, som Journalistforbundet så selv skulle skrive. Den hoppede de på med samlede ben. Dog vekslede de iskagerne til et krav på 2.000 kroner, og så skulle jeg selv skrive undskyldningen. Det var, hvad jeg havde ventet. Man havde tydeligvis indset, at DJs anklager aldrig ville holde i retten, og indrømmede derved, at have truet mig i ond tro. Det kaldes afpresning. Ikke så godt, især ikke for journalister. Eller advokater.

Jeg prøvede længe at formulere en undskyldning, måtte storsvedende opgive, så jeg tilbød i stedet Journalistforbundet korrekturret til artikler på www.sickpigs.dk, som omtalte forbundets medlemmer for en bagatel af kr. 500.000, et efter min mening særdeles generøst forslag. Journalistforbundet afviste.

Den 16. december 2015 skrev min nye sagsbehandler, en ”faglig assistent” konkluderende bl.a:

 

Det er jo helt tydeligt, at parterne har et forskelligt syn på sagen.

Jeg skal derfor nøjes med at konstatere, at det ikke er muligt at forlige sagen.

Du hører fra Dansk Journalistforbund i løbet af det nye år.

 

Nu er året næppe nyt mere, og jeg har stadig intet hørt. Oppe i e pæretræet på Gammel Strand sidder DJ-advokaten LiseLotte Olesen nok og venter på, at det bliver mørkt, så hun uset kan kravle ned. Håber at affæren derefter går i glemmebogen af sig selv. At hun kan spise eller træne den dårlige samvittighed over at have været i ond tro væk.

Men sagen bør alligevel have konsekvenser. JP og de tre landbrugsmusketerer har haft afgørende indflydelse på vedtagelsen af Danmarkshistoriens mest miljøfjendtlige og kostbare lovgivning. Og det har de nok ikke gjort gratis. Journalister, der med skjulte skagler lader sig spænde for Axelborgs og Bæredygtigt Landbrugs vogne bør fremover varedeklareres, så læserne kender deres motiver. For eksempel bør det fremgå af artiklerne, at Lars Attrup er medlem af Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister, der er tæt knyttet til landbrugserhvervet.

Og så bør DJ og deres advokater bringe en uforbeholden undskyldning for tilsyneladende sammen med Bæredygtigt Landbrug og Axelborg at forsøge afpresning over for en sagesløs blogger, der kalder journalister, der burde vide bedre, til orden.