Leder: Biogasfjolset fra Lemvig

Engangsregnfrakkerne skulle bæres for ikke at overføre smitte. Energiforbruget til deres fremstilling indgår ikke i miljøberegningerne for værket
Biogaselskeren til venstre viser stolt sit gyllekogeri frem for denne sides redaktør for nogle år siden

Ovre i Jylland, langt ude på landet uden for flækken ved Limfjorden, Lemvig, tosser en mand rundt på et biogasanlæg og tror, at han gør klimaet, miljøet og samfundet en tjeneste. Det er et behageligt selvbedrag, og fjolset er tåbelig nok til at indrømme det på skrift.

I en mail til en en af vore flittige og trofaste læsere skriver biogastumben fra Lemvig bl.a:

Jeg gjorde også denne gang opmærksom på, at jorden ej heller tildeles yderligere mængder kvælstof grundet biogasanlæggets tilstedeværelse.

Den korte forklaring er, at landmanden som levere dybstrøelse til biogasanlægget, har en lovgivningsmæssig udnyttelseskrav på 40% og landmanden som levere kvæggylle til biogasanlægget, har en lovgivningsmæssig udnyttelseskrav på 70%. Når vi fx blander halvt mængde af hver type (kvælstofmæssigt), så lander den gennemsnittelige lovgivningsmæssige udnyttelseskrav på (40+70)/2 = 55%. Dermed skal arealet som var tiltænkt dybstrøelsen tildeles mindre mængde handelsgødning og arealet som var tiltænkt kvæggyllen tildeles denne mere mængde handelsgødning. Disse mængder af kvælstof går lige akkurat op med hinanden.

Det fremgår af denne mærkværdige beregning, at man altså udregner den såkaldte udnyttelsesprocent for det man kommer ind i biogasanlægget og overfører den til det, der kommer ud. Det er naturligvis forkert.

Når landbruget får lov til kun at medregne 40% af kvælstoffet fra dybstrøelse i gødningsregnskabet skyldes det, at en stor del af det er bundet i halmen, der nedbrydes langsomt og derfor kun kommer til udbetaling i uorganisk form over en længere periode. Men når det hele har været igennem reaktortankenes forrådnelsesproces er en langt større del af kvælstoffet kommet på uorganisk form (man fremmer den naturlige nedbrydning) og så stiger tilgængeligheden fort planterne, med andre ord: udnyttelsesprocenten stiger dramatisk. Dette ville normalt fremgå af gødningsregnskabet, men det undgås, da reglerne ignorerer fakta på dette punkt.

Når der så ydeligere tilføres kunstgødning bliver resultatet, at den samlede mængde kvælstof reelt stiger ud over det, som landmanden indberetter i sit gødningsregnskab.

Halvhjernen fra Lemvig fortsætter sin solide strøm af sludder og vrøvl, når han skriver:

Målet for biogasanlægget er, at værne om miljøet og i særdeleshed lokalmiljøet, da gyllen bliver lugtfri efter afgasning på biogasanlægget, og en del af det organiske kvælstof bliver omdannet til ammonium kvælstof, som har den store fordel, at nitratudledningen til vandløbene i sidste ende mindskes med 58 til 60 procent.

Vi har lugtet til afgasset gylle i Lemvig. Den er langt fra lugtfri.

Og ammonium  er vandopløseligt, hvorved det for det første er umiddelbart optageligt for planterne med samtidigt udvaskes til markdræn og vandløb mange gange lettere en fast bundet kvælstof i organisk form.

Sludrehovedet fra Lemvig har aldrig dokumenteret, at udvaskningen falder med “58-60 procent”. Det er endnu en af mandens våde biogasdrømme.