Leder: Landbruget på hugst

Islamisk-samling_-Mogulernes-Indien_-Foto-Pernille-Klemp.jpg
Et kig ind i Davids Samling. Islamisk-samling_-Mogulernes-Indien_-Foto-Pernille-Klemp.jpg

For kort tid siden opstod en statsstøttet pengetank, der skulle låne ud til “dygtige landmænd, der var ramt af høj gæld”, som de altså ikke var dygtige nok til at tilbagebetale. Oprindelig skulle staten og tre pensionskasser hver hoste op med 500 millioner, men i sidste ende tog staten løvens part på 500 mio. mens ATP, PKA, PensionDanmark og Industriens Pension , nødtvungent vinkede farvel til 125 mio. kr hver.

Landbruget har i årevis pelset Vestjysk Bank, som for at undgå en konkurs har fået tilført den ene milliard efter den anden fra staten, der nu ejer over 80 % af aktierne. Nu vil staten ud af dette ejerskab og sælger aktieposten med et tab på 1.4 mia kroner til bl.a. en så overraskende fond som C.L. Davids Fond og Samling, der driver det gratis museum for bl.a. persisk kunst i Kronprinsessegade i København

Gruppen består derudover af Nykredit, Maj Invest, Arbejdernes Landsbank, AP Pension, Novo A/S,  ISP Pension og Vestjylland Forsikring.

DR.dk skriver bl.a:

Salget vil betyde, at staten ifølge Finansministeriet har tabt cirka 1,4 milliarder kroner på sit ejerskab i banken.

– Aftalen med investorgruppen betyder, at der endelig er fundet en langsigtet og holdbar løsning for Vestjysk Bank, siger finansminister Kristian Jensen (V).

Med andre ord er Vestjysk Bank de facto konkurs, og alene en statsfinansieret respirator har holdt den kunstigt i live.

Det må være klart for enhver, at de “dygtige danske landmænd” hverken kan eller vil betale, hvad de skylder. For det første holdes de urentable bedrifter kunstigt i live af skatteydernes rundhåndede tilskud og forstrækninger fra alt for risikovillige banker, og for det andet kommer finansministeren til undsætning, når så landmændenes rovdrift på bankerne har tvunget dem i knæ.

Staten sælger sine aktier til en krone stykket, en symbolsk pris for et papir der i følge Børsen Online er femten gange så meget værd. Mediet skriver bl.a:

Vestjysk Bank ligger lige efter med et kursfald på 5,4 pct. til 15,90 kr. Regnskabet viste faldende nedskrivninger og øgede kursreguleringer, men banken er fortsat presset på finanserne og en aktieemission er stadig under overvejelse. Nettooverskuddet i banken var dog markant større end, da det i første kvartal i år var 59 mio. kr. mod 12 mio. kr. i den tilsvarende periode i 2016.

Så på trods af de gode takter smider finansministeren og regeringen altså  1.7 mia. skattekroner efter de stenrige investorer i Vestjysk Bank. Grunden kan man kun gisne om, men måske betaler Kristian Jensen tilbage med skattekroner som tak for den hemmelige hjælp han og/eller hans parti har modtaget i forbindelse med valgkampen.

Men det, der virker som en meget dårlig handel, er faktisk en nødvendighed, hvis banken skal overleve, forklarer finansminister Kristian Jensen (V).

– Det vigtige for os er, at Vestjysk Bank kan fortsætte som en levedygtig og stærk bank, der kan være med til at udvikle det midt- og vestjyske erhvervsliv, siger han til Ritzau.

Nu undrer vi os igen her på redaktionen. Ministerens argumentation må enten betyde, at han er forlovet med banken eller, at han ikke har forstået, at banker, der ikke er så heldige, at være udnævnt til “systemiske”, gerne må gå konkurs. Og systemiske er kun Danske Bank A/S, Nykredit Realkredit A/S, Jyske Bank A/S og Sydbank A/S der er udpeget på konsolideret grundlag, Nordea Bank Danmark A/S er udpeget på delkonsolideret grundlag og DLR Kredit A/S er som en underlig undtagelse udpeget  på “individuelt grundlag”.

Vestjysk Bank er ikke med i det fine selskab, og kan uden videre gå konkurs, idet man efterfølgende afsætter kunderne til et andet pengeinstitut, for eksempel Jyske Bank.

Finansministeren, der har hældt milliarderne ned i sine jyske venners lommer udtaler, at han er “meget tryg” ved, at den model, der er fundet, betyder, at investorerne slipper for et  tilbagebetalingskrav begrundet i anklager fra EU om ulovlig statsstøtte til banken.

Men det har han ikke grund til at være. For EU har stukket en kæp i hjulet for en lignende gavebod i forbindelse med den såkaldte finanskrise, hvor Staten ydede såkaldt “hybrid kernekapital” til banker på kanten af konkurs. Fupnummeret bestod i, at et statslån kunne betales tilbage med bankaktier, der siden faldt så meget i kurs, at pengene reelt var tabt for Staten. Fordelen var, at man i stedet for at bogføre ulovlig statsstøtte kunne notere et “kurstab”, som altså blev betalt af skatteyderne, mens de smørrede grin bredte sig i bankernes direktionslokaler.

I følge vores oplysninger satte  EU nemlig en stopper for denne snedige form for skjult erhvervsstøtte, og Vestjysk Bank risikerer da også at skulle betale hele gevinsten ved dette svindelnummer tilbage. Banken undersøges for tiden af EU.

De rige investorer, som altså ser frem til at blive forgyldt af Kristian Jensen og skatteyderne har da også betinget sig, at de ikke vil påtage sig en sådan tilbagebetalingsforpligtelse.

DAB, der også plages af mange landbrugskunder, har tidligere været langt ude, men her reddede man sig ved at pelse de trofaste, gamle sparsommelige kunder.  De fik tilbud om at købe nyudstedte aktier i deres andelskasse, men dog ikke mere end for 30.000 kr. Denne overgrænse skulle givetvis beskytte banken for dårlig presse, når kursen kort efter emissionen raslede i bund fra en overvurderet kurs på 250 til 8. Kunderne vinkede farvel til deres sparepenge, mens ledelsen i den nye bank også her grinede smørret.

Og det kan man jo godt forstå

Begge historier udgør blot toppen af isbjerget. De afslører, hvor elendig landbrugets økonomi er og hvor desperat Staten forsøger at inddæmme ulykkerne, der nemt kunne sætte en steppebrand af prisfald på landbrugsjord i gang. Så kunne en ond cirkel af teknisk insolvens, konkurser, bankkrak, faldende jordpriser osv. udløse en helt uoverskuelig situation for ikke bare pengevæsenet, men hele samfundets private og offentlige økonomi.

Takket være de dygtige danske landmænd.