Leder: Løgn, talgymnastik og praleri om dansk svineproduktion

grisebilledI et læserbrev den 30. december 2014 skrev Dan Jørgensen og Kirsten Brosbøl, hhv. fødevare- og miljøminister bl.a:

Hver time året rundt ankommer der en container til Kina med svinekød fra Danmark, fordi vi kan levere de særlige udskæringer og kvalitetsprodukter, som de efterspørger i Riget i Midten.

Men i en pressemeddelelse fra Danish Crown skriver man noget mere beskedent:

Dansk gris på tallerkenen
Hver time i højsæsonen sender Danish Crown en container med dansk svinekød til Kina. Det er typisk produkter som grisetæer, hoveder og haler, der hitter blandt de kinesiske forbrugere. Danish Crown sælger hvert år omkring 33 mio. svinetæer til Kina, som lagt i én lang række næsten svarer til længden af Den Kinesiske Mur.

“tæer, hoveder og haler” skulle være  “specielle udskæringer”???. Bedre at kalde det “afskæringer”. Her på redaktionen har vi aldrig hørt om “højsæsonen” for grisetæer, (i følge ministrene varer den “året rundt”?!) , og vi er naturligvis meget imponerede over den lange række af dem, men ville det ikke være mere interessant at få oplyst, hvor mange penge Danish Crown tjener på at sende grisetæer -hoveder og -haler halvvejs rundt om jorden?

Dan og Kirsten fortsætter deres læserbrev:

Danmarks fødevaresektor står for 140.000 danske arbejdspladser og 25 pct. af Danmarks samlede vareeksport. Det er så moderne, effektivt og miljøvenligt, at tidsskriftet The Economist i foråret udråbte os til en fødevaremæssig supermagt.

Jo bevares, en blogger på The Economist, Schumpeter, brugte ordene “giant” og “agricultural superpower”, men det skal man ikke lægge alverden i. Her er citatet:

Denmark is a tiny country, with 5.6m people and wallet-draining labour costs. But it is an agricultural giant, home to 30m pigs and a quiverful of global brands.

In 2011 farm products made up 20% of its goods exports. The value of food exports grew from €4 billion ($5.5 billion) in 2001 to €16.1 billion in 2011. The government expects it to rise by a further €6.7 billion by 2020.

Noget stemmer ikke her. Socialdemokraterne skriver at “fødevaresektoren” står for 25% af vareeksporten, men Schumpeter skriver, at “Farm products” udgjorde 20% af samme vareeksport i 2011. Hvordan englænderen kommer frem til en landbrugseksport på 120 mia. er uklart. I øvrigt regner han inflationen med i stigningen fra 2001 til 2011 som gratis pynt.

Sagen er, at disse tal ikke siger noget som helst om rentabiliteten, om overskuddet, gevinsten, profitten. Sker der en værdiskabelse, eller skal man proppe masser af lånte penge ned i containerne, for at få dem afsat på de fjerne eksportmarkeder?

Det skjuler man både i The Economists tekst og i læserbrevet ved at bruge det mærkelige begreb: Eksportværdi. (The value of food exports), som reelt betyder omsætningen. Men den er jo aldrig i nærheden af værdiskabelsen eller fortjenesten, og kan i princippet lige så godt forklare et kæmpe underskud.

Ordet implicerer, at der sker en værdiskabelse, men det er ikke givet. Dansk landbrug taber milliarder hvert år, men det udelukker altså ikke praleriet med “eksportværdien”.

Disse tab kommer til syne i landbrugets astronomiske, ubetalte gæld, konkurserne, bankkrak, stigende bidrag på realkreditten oma.

Det samme gælder de påståede 140.000 arbejdspladser. Nogle af dem skaber værdi, men når en svinebonde skal have halve og hele millioner med på arbejde,  hans kone arbejde gratis eller østarbejderne knokle for en lav løn, så er det ikke den slags arbejdspladser, vi skal ønske os.

Det er i al fald slet ikke noget at prale med.