Lunden vil ikke have så meget aktindsigt.

esben_med_glorie
Den smilende og pavefromme Esben Lunde Larsen skal nok selv bestemme, hvad offentligheden skal kende til. »Jeg skal nok som minister offentliggøre det, der skal offentliggøres i forhold til vores politiske processer«, sagde han på det lukkede møde med medarbejderne i Miljøstyrelsen.

Her på siden har vi benyttet reglerne om aktindsigt, og har også kunnet fejre adskillige sejre, der har banet vej for andre i samme ærinde. Ubeskedent kunne vi nævne, at svineflyttedatabasen blev åbnet efter vores indsats, lige som det efter vores syvårige kamp blev muligt at få adgang til Vetstat, det officielle register over anvendelsen af veterinær medicin.

Myndighederne bryder sig i nogle tilfælde ikke om at blive kigget i kortene og en stramning af offentlighedsloven, der på miljøområdet skulle balancere på en knivsæg, gjorde det vanskeligere for pressen og alle andre at få indsigt i visse beslutningsprocesser og politiske kendsgerninger. Denne linje er fødevare- og miljøminister Esben Lunde Larsen helt enig i.

I november sidste år optog en medarbejder ved miljøstyrelsen, som jo ufrivilligt var kommet under den erhvervs- og landbrugsvenlige ministers ressort, et interview med ministeren, der jo tillige er Guds mand på jorden, hvor han (altså ministeren) udtaler sig meget negativt om aktindsigt, sikkert forvisset om, at han udtalte sig i et lukket ministerielt forum uden pressens bevågenhed.

Men han tog fejl, for nu viderebringer Politiken interviewet, som man må forstå er blevet lækket af nogen fra miljøministeriet. Politiken skriver bl.a:

»Jeg mener, det er en sygdom i vores samfund, at der bliver søgt om aktindsigt i alt mellem himmel og jord«.

Så klart tog miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) afstand fra offentlighedsloven, som giver borgerne ret til indsigt i offentlige myndigheders forvaltning af penge og magtbeføjelser.

Hør hele den tre minutter lange udtalelse her: V-minister i hemmelig optagelse: Aktindsigt er »en sygdom i samfundet« – politiken.dk