Så rasler svinepriserne igen

I maj måned 2017, faktisk for mindre end en måned siden, jublede Axelborg i en højstemt prognose og forsangeren, Klaus Kaiser meddelte Landbrugsavisen bl.a:

»Især svineproducenterne har udsigt til en særdeles fornuftig indtjening i 2017«

Landbrugsavisen fortsatte:

Han forklarer konjunkturvendingen med stærk efterspørgsel fra Kina og andre asiatiske lande. Dertil kommer en global begrænsning af landbrugsproduktionen i 2015 og 2016, hvor priserne generelt set var meget lave. Svineproducenterne går fra et gennemsnitligt driftsresultat efter ejerløn på minus en halv mio. kr. i 2015 til et forventet overskud på næsten 1,4 mio. kr. i 2017.

Seges’ erhvervsøkonomiske chef trak også kinakortet:

»Landmændenes indtjening stiger, fordi priserne på mælk og svinekød drives i vejret af en stærk efterspørgsel fra især Asien anført af Kina. […],«

Nu har piben fået en hel anden lyd, og kinakortet den modsatte værdi. Om pressede svinepriser på eksportmarkederne flæber Søren Tinggaard, underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling til Fødevarewatch:

“Indkøberne forsøger at udnytte situationen til at presse priserne, men de møder fortsat en del modstand. Vi har set sivende priser for kamme, bove, forender og skinker, men der bliver kæmpet “fra hus til hus”, da der ikke er et decideret overudbud i markedet.”

Og Kinakortet smider han som trumf, idet han oplyser at:

Årsagen (til de vigende priser, red.) er ifølge slagterikæmpens eksportafdeling, en lidt lavere eksport til Kina, der har rykket på balancen i markedet for flere delstykker…

Jubelprognosen fra maj holdt under en måned.

Kilde: Danish Crown: Pres på markederne for fersk kød